Gå direkte til indhold

Sygdom

Bliver du syg i løbet af din uddannelse, så du ikke kan deltage i eksamener eller andre bundne forudsætninger, skal du meddele sygdom.

Syg til eksamen

Hvis du på grund af akut sygdom ikke kan deltage i eksamen eller aflevere din eksamensopgave, skal du straks og senest kl. 16.00 på eksamens-/afleveringsdagen sygemelde dig via SDBF ved at udfylde blanketten ”Sygemelding akut/Notification of illness acute”. Du skal fremsende dokumentation for sygdom, og du afholder selv udgiften til lægeerklæring.

Har du ikke en lægeerklæring, når du indsender blanketten, så skal du eftersende dokumentation via mail til eksamen@ek.dk senest 5 hverdage efter eksamens-/afleveringsdagen. Dagen for eksamen/aflevering tæller ikke med i de 5 hverdage. Blanketten skal stadig indsendes senest på dagen for eksamen/aflevering senest kl. 16.00.

Hvis du ikke melder dig syg inden for fristen og dokumenterer sygdommen, så vil du have brugt et eksamensforsøg.

1. Sådan sygemelder du dig

  • Du skal sygemelde dig senest kl. 16.00 på eksamens-/afleveringsdagen
  • Sygemelding sker ved at udfylde blanketten:
    ”Sygemelding akut / Notification of illness acute” via blanketsystemet SDBF

Det er dit eget ansvar at sikre, at blanketten er indsendt rettidigt.

2. Dokumentation for sygdom

  • Du skal indsende en lægeerklæring som dokumentation for sygdom.
  • Hvis du ikke har lægeerklæringen klar på eksamensdagen og derfor ikke kan vedhæfte den i SDBF, skal den eftersendes til eksamen@ek.dk senest 5 hverdage efter eksamens-/afleveringsdagen. Dagen for eksamen/aflevering tæller ikke med i de 5 hverdage.
  • Du afholder selv udgiften til lægeerklæringen.
     

Vigtigt
Lægeerklæringen skal indeholde en lægefaglig vurdering. En erklæring, hvor der f.eks. blot står ”patienten oplyser”, er ikke tilstrækkelig dokumentation. Du kan læse om, hvad en lægeerklæring skal indeholde under "Usædvanlige forhold" i studiehåndbogen.

3. Hvis du ikke overholder fristerne

Hvis du:

  • ikke sygemelder dig via SDBF senest kl. 16.00 på eksamensdagen, og
  • ikke indsender gyldig dokumentation senest 5 hverdage efter eksamen/aflevering

vil sygdommen ikke kunne godkendes, og du vil have brugt et eksamensforsøg.

4. Hvor kan du få hjælp?

Hvis du er i tvivl om proceduren:

Ved behov for længerevarende sygemelding, kontakt studievejledningen på studievejledning@ek.dk eller på telefon 36 15 45 15.

Længerevarende sygdom

Sygdom som varer mere end to uger (inkl. helligdage), og i væsentlig grad går ud over dit studie, definerer EK som længerevarende. 

Når du melder længerevarende sygdom, skal du vedhæfte dokumentation for dit sygdomsforløb – f.eks. ved en lægerklæring. Den periode, som du angiver i blanketten, skal fremgå tydeligt i dokumentationen. 

Du betaler selv eventuelle udgifter for en lægeerklæring. 

Da EK i forbindelse med sammenlægningen er i en overgangsperiode, er der forskellige processer for længerevarende sygemelding afhængigt af om din uddannelse hører til tidligere Cphbusiness eller KEA. 

Find din uddannelse, og se hvordan du sygemelder dig længerevarende.

Svar på din meddelelse om sygdom

Du modtager svar på din sygemelding fra studieadministrationen. 

Konsekvenser af sygdom

SU 

  • Du er SU berettiget under din sygdom. 

Maksimal studietid

  • Sygdom ændrer ikke på, hvornår du senest skal afslutte din uddannelse:
  • På en erhvervsakademiuddannelse skal du senest have bestået din uddannelse efter 4 år.
  • På en fuld professionsbacheloruddannelse skal du senest have bestået din uddannelse efter 6 år.
  • På en top-up bacheloruddannelse skal du senest have bestået din uddannelse efter 3 år. 

Lægeerklæring

EK har udarbejdet nogle overordnede retningslinjer, som en hjælp til, hvad en lægeerklæring skal indeholde. Derudover henvises der til bekendtgørelse om afgivelse af erklæringer m.v.  samt lægeforeningens vejledning om attester til undervisnings- og uddannelsesinstitutioner.  

 1) Formelle krav i lægeerklæringen, som skal fremgå: 

  • Dit navn og CPR-nr.  
  • Lægens navn, autorisations-ID, virksomhedsadresse og uddannelse 
  • Oplysninger om, hvem der er egen læge 
  • Dato for udstedelsen af lægeerklæringen 
  • Lægens underskrift og stempel  

2) Lægeerklæringen skal vise en tidsmæssig sammenhæng:  

  • I hvilken periode har du været syg, og hvor længe forventes det, at du er syg fremadrettet? 
  • Hvornår har lægen set dig? 
  • Er der tale om en kronisk sygdom?  

3) Der skal være en lægefaglig vurdering:  

  • Lægen skal tydelige forklare, hvordan din sygdom eller funktionsnedsættelse påvirker dig (lægen behøver ikke oplyse, hvilken sygdom der er tale om) 
  • Det skal fremgå, hvilke oplysninger i erklæringen der er dine egne oplysninger til lægen, og hvilke oplysninger, som er baseret på lægens egen vurdering.  

Vejledning til blanketter i SDBF