Usædvanlige forhold
Når EK skal vurdere en dispensationsansøgning om f.eks. yderligere eksamensforsøg, tidlig orlov eller lignende, så skal EK vurdere, om der er usædvanlige forhold, som gør at ansøgningen kan imødekommes.
Når EK vurderer usædvanlige forhold, så lægger man som udgangspunkt vægt på, at
- forholdet er uundgåeligt, og at du derfor ikke har kunnet planlægge dig ud af det eller undgå det ved normal adfærd.
- forholdet skal være forårsaget af en ekstern begivenhed eller person.
- forholdet skal have haft afgørende betydning for, at det er nødvendigt for dig at søge om dispensation.
I vurderingen af det usædvanlige forhold må EK ikke inddrage studieegnethed.
Når EK vurderer usædvanlige forhold, så er det altid på baggrund af en individuel konkret vurdering, og man kan derfor ikke opstille en udtømmende liste for, hvad der kan betragtes som usædvanlige forhold.
Nedenfor ses eksempler på, hvad der som udgangspunkt anses og ikke anses som usædvanlige forhold:
Kroniske sygdomme
En kronisk sygdom anses som udgangspunkt ikke i sig selv om et usædvanligt forhold. Det må forventes, at du kan planlægge dig ud af det og tage hensyn til de udfordringer og gener, som den kroniske sygdom kan medføre.
Hvis du pludseligt oplever en forværring eller anfald i din kroniske sygdom, så kan der godt være tale om et usædvanligt forhold. Det afhænger af en konkret vurdering og konteksten for forholdet.
Dokumentation
Der kan være forskellige situationer i løbet af uddannelsen, hvor du kan have brug for en lægeerklæring eller anden dokumentation. Usædvanlige forhold skal altid kunne dokumenteres. Det kan f.eks. være i situationer,
- hvis du bliver akut syg til eksamen
- hvis du får en længerevarende sygemelding (mere end 14 dage)
- hvis du skal søge om særlige vilkår til eksamen
- hvis du skal søge om dispensation til eksamen eller dit studieforløb (f.eks. yderligere eksamensforsøg eller genindplacering)
Du skal være opmærksom på, at lægelig dokumentation ikke automatisk betyder, at din ansøgning imødekommes. Det er op til EK at vurdere ansøgningen og den medsendte dokumentation, og EK er ikke forpligtet til at følge lægens anbefalinger.
Hvornår indgår vurderingen af usædvanlige forhold?
Usædvanlige forhold vurderes blandt andet i sager vedrørende:
- Ekstra eksamensforsøg
- Tidlig orlov
- Maksimal studietid