Rikke Bjergaard er nomineret til EK Undervisningspris 2026
“Rikke aktiverer og inspirerer på en måde, der får os til at elske faget. Takket være hende har jeg endda valgt fag, jeg aldrig troede, jeg kunne lide – sådan påvirker Rikke sine studerende”
– citat fra studerende
Rikke Bjergaard er blevet nomineret til EK Undervisningspris 2026 af en faglig jury. Nomineringen kommer på baggrund af et stort antal indstillinger og stærke udtalelser fra hendes studerende samt beskrivelsen af hende som medarbejder og kollega fra hendes leder.
Rikke har været på EK siden 2014 og underviser på AU i Ledelse og AU i Kommunikation og Formidling (efteruddannelse), hvor hun arbejder med relationel ledelse, kommunikation og personlig udvikling i praksisnære læringsforløb.
Derudover er Rikke projektleder på forskningsprojektet “Lederens forbundethed – en mulig vej til ledertrivsel”, som løber frem til sommeren 2026.
Og så har Rikke netop udgivet bogen ”Slip frygten – grib publikum”, en inspirerende og praktisk guide til public speaking, som kort fortalt handler om hvordan du skaber forbundethed og kontakt til dit publikum.
”Rikke er fantastisk inddragende og en empatisk underviser” – citat fra studerende
Et trygt læringsrum med høje ambitioner
Rikkes leder fremhæver, at Rikke arbejder for at skabe et engagerende og nærværende læringsrum, hvor der er plads til både refleksion og faglig fordybelse. Hun udfordrer løbende sin egen faglighed og sikrer trygge relationer i undervisningen, så de studerende tør deltage aktivt og udvikle sig.
Rikke står på et stærkt fagligt fundament, som hun blandt andet styrker gennem deltagelse i større vidensprojekter og udvikling af faglitteratur. Samtidig er hun et menneske-menneske, der prioriterer relationer og inviterer de studerende ind i nære, tillidsfulde læringsrum.
Inspirerende formidlingog anerkendende feedback
Komplekst stof formidles med varme, nærvær og tydelig didaktik. Rikke gør teori menneskelig og relevant og skaber et undervisningsmiljø, hvor de studerende tør stille spørgsmål og være åbne om både faglige og personlige udfordringer.
Feedbacken er tydelig, anerkendende og udviklende og løfter både det faglige niveau og den personlige selvtillid. Gennem sin egen adfærd viser Rikke autenticitet og mod til at være sig selv – og opfordrer de studerende til det samme.
“Rikke er super motiverende, og formår at gøre stoffet levende. Jeg fik mange aha-oplevelser i forbindelse med hendes undervisning i faget.” – citat fra studerende
Undervisning i udviklingog tæt koblet til praksis
Rikke spiller en aktiv rolle i fornyelse og kvalitetsudvikling af undervisningen. Hun er projektleder på et større vidensprojekt, der har sat nye standarder for, hvordan læring og dataindsamling kan gå hånd i hånd.
Gennem de studerendes egne refleksioner over praksis integreres projektets viden direkte i undervisningen, og de studerende udvikler sig samtidig som refleksive praktikere. Undervisningen bygger på metoder som læringslog, oplevelsesbeskrivelser og praksisnære refleksioner, der styrker både læring og anvendelighed.
Videndelingog stærkt kollegialt samarbejde
Som fagkoordinator er Rikke en drivkraft i den faglige udvikling. Hun inviterer kollegaer tæt på sin undervisning, deler materialer og beder aktivt om sparring på didaktiske greb og faglige udgivelser.
Rikke er åben om tvivl og udfordringer og søger dialog for at sikre den bedst mulige støtte til de studerende. Både kollegaer og studerende oplever hende som nærværende, videbegærlig og oprigtigt interesseret i fælles udvikling.
Fokus på transferog personlig udvikling
Rikke arbejder konsekvent med transfer og anvendelighed og er med til at føre EK’s slogan “Det du lærer i dag, kan du bruge i morgen” ud i praksis. Hun inddrager både de studerendes egne erfaringer og aktuelle eksempler fra praksis og faglitteratur, så undervisningen opleves meningsfuld og relevant.
Flere studerende fremhæver, at undervisningen har haft stor betydning – både fagligt og personligt – og har givet dem mod til at ændre praksis, udvikle sig og tage nye skridt i deres professionelle liv.
De mange indstillinger fra studerende tegner et tydeligt billede af en underviser, der kombinerer høj faglighed, relationel styrke og pædagogisk mod. Med nomineringen til EK Undervisningspris 2026 anerkendes Rikke Bjergaard som en underviser, der i praksis lever op til prisens ambitioner om kvalitet, relevans og engagement i undervisningen.
Syv nominerede
Rikke er blandt de syv nominerede undervisere, der er udvalgt af en faglig jury. Vinderen bliver offentliggjort i starten af februar på EK’s digitale kanaler.
”Rikke er til dato, en af de bedste undervisere, jeg har oplevet" – citat fra studerende