Morten Schottman Svendsen er nomineret til EK Undervisningspris 2026
“Morten er en lærer, der tydeligt viser både stort engagement i sit fag og oprigtig interesse for sine elever.”
– citat fra studerende
Lektor Morten Schottman Svendsen er blevet nomineret til EK Undervisningspris 2026 af en faglig jury. Nomineringen kommer på baggrund af et stort antal indstillinger og stærke udtalelser fra hans studerende samt beskrivelsen af ham som medarbejder og kollega fra hans leder.
Undervisningsprisen hylder den gode undervisning ved at fremhæve undervisere, som gennem faglig indsats, engagement, relevans og evne til at motivere skaber ekstraordinære læringsforløb og tydelig værdi for de studerende.
Morten har været på EK sinde 2022, og underviser på fuldtidsuddannelsen Finansbachelor, og vejleder på Finansøkonom.
”Morten er meget tydelig i sin kommunikation og stiller klare krav, men Morten gør det på en måde, der skaber tryghed og respekt i klassen. ” – citat fra studerende
Klare forventingeri trygge rammer
Mortens leder fremhæver, at Morten skaber et læringsmiljø præget af høj faglighed, engagement og tryghed. Gennem praksisnære cases, digitale simuleringer og dialogbaserede aktiviteter udfordrer han de studerende og fremmer kritisk refleksion.
Ved tydeligt at koble teori til praksis og opstille klare dellæringsmål skaber Morten klare forventninger til de studerende fra start. De trygge rammer gør, at de studerende tør kaste sig ud i faglige udfordringer og udvikle sig fagligt – også når stoffet er komplekst.
Nedbryder vanskelige begreber, og gør stoffet overskueligt
Komplekst stof formidles på en inspirerende og let tilgængelig måde gennem visualiseringer, eksempler fra virkeligheden og strukturerede gennemgange. Morten har en særlig evne til at nedbryde vanskelige begreber i konkrete elementer, som gør stoffet overskueligt for alle.
Feedbacken gives løbende, er specifik og handlingsorienteret og styrker både de studerendes faglige progression og deres selvtillid. Det afspejles også i, at Morten er en efterspurgt vejleder – både til praktik- og bacheloropgaver, også blandt studerende der tidligere ikke har bestået hans fag.
“Morten er en helt igennem fantastisk underviser, der altid sørger for, at alle forstår, hvad der foregår.” – citat fra studerende
Har reformeret et traditionelt fagområde
Morten spiller en central rolle i fornyelsen og kvalitetsudviklingen af undervisningen. Han har blandt andet reformeret et traditionelt fagområde, så det i dag afspejler moderne praksis i branchen, og har taget initiativ til ændringer i studieordningen for at sikre tydelig progression og bedre sammenhæng mellem semestrene.
Nye undervisningsmetoder og avanceret brug af teknologi – herunder AI-baserede løsninger – integreres løbende i undervisningen og bidrager til mere relevant, effektiv og praksisnær læring for de studerende.
KA-CHING - alternative læringsrum
Relevansen i undervisningen understøttes gennem tætte samarbejder med eksterne partnere. I samarbejde med en virksomhed har Morten blandt andet udviklet et simuleringsspil, der giver de studerende en autentisk forståelse af virksomhedens arbejde.
Derudover inddrager han kreativt alternative læringsrum – blandt andet Nationalmuseets udstilling KA-CHING – som giver de studerende nye perspektiver på økonomi, samfund og beslutningstagning.
Skaber tryghed og træner de studerende i at tage ansvar
Morten har et stærkt fokus på den enkelte studerendes personlige og professionelle udvikling. Gennem tæt dialog, individuel vejledning og klare forventninger skaber han tryghed og motivation og træner de studerende i at tage ansvar, tænke innovativt og navigere i komplekse beslutninger.
Tilliden mellem Morten og de studerende er høj, og flere har opnået jobmuligheder som direkte følge af de praksisnære undervisningsforløb. Selv i perioder med fravær har Morten sikret, at de studerende har været fagligt og mentalt godt klædt på – blandt andet gennem digitale værktøjer og online materialer.
De mange indstillinger fra studerende tegner et tydeligt billede af en underviser, der kombinerer høj faglighed, pædagogisk overskud og menneskelig indsigt. Med nomineringen til EK Undervisningspris 2026 anerkendes Morten Schottman Svendsen som en underviser, der i praksis lever op til prisens ambitioner om kvalitet, relevans og engagement i undervisningen.
Syv nominerede
Morten er blandt de syv nominerede undervisere, der er udvalgt af en faglig jury. Vinderen bliver offentliggjort i starten af februar på EK’s digitale kanaler.
”Morten er en stjerne, og jeg kan mærke at Mortens største fokus er, at få os bedst muligt igennem faget. Tak for dig Morten!” – citat fra studerende