Gå direkte til indhold

Søg mere effektivt

Informationssøgning

Sidder du ofte fast og søger i ring? Vær indstillet på, at god research tager tid

Du har sikkert oplevet at blive overvældet over mængden af søgeresultater eller ikke at kunne finde præcist det, du leder efter. Informationssøgning er en proces, hvor man løbende skal danne sig overblik, søge og vurdere sine resultater. Du vil gennem hele processen skulle stille dig selv følgende spørgsmål: Søger jeg de rigtige steder? Har resultaterne det rigtige vidensniveau? Kan jeg bruge Google til at finde flere søgeord og fagtermer? Hvad så hvis Google ikke er nok? Er jeg kildekritisk nok?

Hovedpointer

  • Informationssøgning er en løbende proces, hvor du både søger, vurderer og justerer undervejs
  • Brug synonymer, fagtermer og engelske oversættelser for at forbedre dine søgninger.
  • Brug kædesøgning ved at følge referencer fra gode kilder til nye relevante kilder.
  • Start med at skabe overblik over emnet, fx via mindmap og opdeling i delemner.
  • Vælg bevidst hvor du søger afhængigt af dit vidensniveau og behov.
  • Vær løbende kildekritisk og vurder relevans og kvalitet af det, du finder.

Tilbage til Studieviden

Systematik

Inden du starter med at søge, er det vigtigt, at du danner dig et overblik over dit emne. Det er tidsbesparende i længden at bruge lidt tid og energi på systematisk forarbejde. Det er derfor altid en god ide at lave et mindmap, hvor du med udgangspunkt i din problemformulering nedbryder dit emne i relevante delemner og søgeord. Da det er svært at vide, hvilke ord forfattere benytter i deres tekster, skal du ligeledes huske at finde synonymer, relevante fagtermer og oversættelser til dine emner.

Det er også altid smart at benytte sig af såkaldt kædesøgning, hvor en god kilde fører dig videre til andre gode kilder indenfor dit emne. Her bruger du kildens litteraturliste som springbræt til anden interessant viden. I den sammenhæng kan det også være brugbart at tjekke, hvad forfatteren til en relevant kilde ellers har skrevet – det kunne jo være, at han/hun havde mange artikler/bøger om emnet på samvittigheden.

AI & informationssøgning

Her er lidt inspiration til, hvordan du kan bruge AI i forbindelse med research.

Læs mere om  brugen af AI på studiet her: Generativ AI

Søgemaskiner

Det er altid en god ide at orientere dig om dit emne på Google - men husk, at der kun er adgang til mindre end 15% af den samlede information på internettet gennem Google. Resten ligger bag betalingsvægge, og kan kun tilgås eksempelvis gennem bibliotekets licensbetalte databaser.

Når det er sagt, så er der dog en nem måde, hvorpå du kan gøre dine Google-søgninger mere effektive, ved blot at benytte nogle få søgekoder. Søger du eksempelvis efter artikler eller rapporter, kan du bruge søgekoden filetype:pdf sammen med dit søgeord, så får du nemlig kun hits i pdf-format, hvilket er det format som artikler og rapporter ofte findes i på Google.

Ønsker du derimod kun at få hits fra en bestemt virksomhed, kan du med fordel bruge søgekoden site: sammen med virksomhedens url. Skriv f.eks. site:dtu.dk, og få kun hits fra DTU (Danmarks Tekniske Universitet).

Husk, at Google primært giver adgang til kilder på formidlende og fagligt niveau, hvis du ønsker videnskabelige artikler, så skal du anvende Google Scholar eller videnskabelige artikeldatabaser.

Vær opmærksom på, at Google bruger cookies og kan huske dine tidligere søgninger, hvilket kan påvirke dine søgeresultater. Husk, derfor også at bruge andre søgemaskiner som DuckDuckGo eller Bing for at sikre, at du kommer hele vejen rundt.

Databaser

Meget af den viden, der findes via Google og andre søgemaskiner er gemt bag betalingsmure, abonnementsordninger m.m. Det er derfor vigtigt, at du har kendskab til de bøger og artikler EK Bibliotek kan give dig adgang til via bibliotekskataloget.

EK Bibliotek giver ligeledes adgang til en række digitale databaser med: statistikker, forskningsartikler, e-bøger og specialviden.

Vær opmærksom på, at søgning i disse databaser er lidt anderledes end på Google. Du skal blandt andet stave fuldstændig korrekt, og du kan med fordel anvende avancerede søgeteknikker, da det giver dig mulighed for at styre din søgning bedre.

Videnskabelige artikler

Hvis du vil have viden på det højeste vidensniveau, så skal du have fat i videnskabelige artikler. EK Bibliotek har adgang til en stor mængde videnskabelige artikler. Når du søger i bibliotekskataloget, skal du blot huske at vælge filteret peer reviewed, så får du kun videnskabelige artikler.

Det er også muligt at bruge Google Scholar, der er Googles videnskabelige søgemaskine. Du risikerer dog at møde en betalingsmur, hvor du skal betale for at få fingrene i artiklen.

Husk, at du altid kan booke researchvejledning på EK Bibliotek, hvis du har brug for input til din research.

Udvalgte tidsskrifter og databaser du har adgang til på EK

Ny viden

Når du er studerende, får du selvfølgelig viden gennem pensum og undervisning, men det er også en god ide at holde dig opdateret om dit fag og den nyeste viden på egen hånd. Dette gøres nemmest ved at identificere relevante aktører. Det kan være brancheorganisationer, fagforbund, institutter, uddannelsesinstitutioner, enkeltpersoner m.m.

Du kan gøre faglig viden til en integreret del af dit daglige vidensflow ved at benytte nyhedsbreve, RSS-feeds eller SoMe som f.eks LinkedIn, blogs og websider. Hold øje med gratis konferencer, webinarer, kurser m.m. Og husk at dele den gode viden med dine medstuderende!