Eksamensklar
Det er normalt at være nervøs til eksamen, og lidt nervøsitet kan være en fordel. Det vigtigste er, at den ikke tager overhånd. Forberedelse, forståelse af din egen uro og enkle teknikker kan hjælpe dig med at holde den i ro. Bliver den for stærk, er det vigtigt at søge hjælp – for nervøsitet kan håndteres.
Hovedpointer
- Nervøsitet til eksamen er naturlig og kan håndteres aktivt gennem forberedelse, teknikker og forståelse af egne reaktioner.
- Ved mundtlig eksamen er det din faglighed, der bedømmes, og du må gerne bede om afklaringer og være åben om nervøsitet.
- Efter eksamen bør feedback bruges aktivt til refleksion og læring, da den handler om faglig udvikling og ikke om dig som person.
- Grundig forberedelse før eksamen, både fagligt og praktisk, mindsker usikkerhed og giver bedre fokus.
- Til skriftlig eksamen er god tidsdisponering, overblik over opgaven og ro i eksamenssituationen afgørende.
Indhold på siden
Før eksamen
Før du skal til eksamen, er det en god idé at sætte dig ind i rammerne for eksamen. Det betyder, at du skal læse studieordningen og prøverammen, så du ikke skal gætte, hvad der kræves af dig. Når du ved, hvad der forventes af dig, bliver du mindre nervøs, og det giver plads til at fokusere på indholdet.
Giv din hjerne en mulighed for at koble af. Hold fri aftenen inden eksamen og få en god nats søvn. Eksamen vil altid været et øjebliksbillede, og siger aldrig noget endegyldigt om dig som person eller dine fremtidige jobmuligheder.
AI til din forberedelse
Her er lidt inspiration til, hvordan du kan bruge AI til eksamensforberedelse.
Mundtlig eksamen
Hvis du dagen for din mundtlige eksamen vågner i god tid, så lav noget praktisk eller gå en tur. Lad være med at prøve at læse lidt ekstra inden eksamen. Det skaber uro, og du får sandsynligvis ikke meget ud af det.
Når du kommer ind til eksaminator og censor, så prøv at huske på, at de også bare er mennesker. De kender helt sikkert selv til nervøsitet og præstationsangst. Og hvis du føler dig nervøs, så vær åben om det.
Inden du skal op til en mundtlig eksamen, så er det en rigtig god ide, at du har sat dig ind i rammerne for eksamen. Altså, hvad bliver du konkret eksamineret i, og hvad har du af tid til din egen præsentation. Ligeledes er det vigtigt, at du har læst din opgave grundigt igennem, så du let kan genkalde dig de væsentligste pointer, og redegøre for evt. små fejl i opgaven. Husk, at hvis du opdager graverende fejl, så er det en god ide at inddrage disse i din præsentation, og fortælle hvordan du ville gøre det anderledes nu.
Kom i god tid inden eksamen, pust ud, og find dig tilrette inden du skal ind og eksamineres. Se din præsentation som din mulighed for at fortælle præcis, hvor god du er, når du er allerbedst. Husk, at være smilende og venlig, når du kommer ind, da det skaber tillid og tryghed i rummet
Hvis du laver en PowerPoint til eksamen, så gør dig umage, øv din præsentation, understreg dine budskaber og vær helt præcis på tiden. Dine argumenter skal være baseret på teori, og undgå så vidt mulig talesprog og slang, da det underminerer den faglighed du gerne vil skabe. Sidst men ikke mindst vis, at du er optaget og interesseret i dit stof – det viser dit engagement og det smitter.
Hvis du er nervøs, når du kommer ind eller klappen går ned, så sig det højt, og stol på at eksaminator og censor nok skal hjælpe dig tilbage på sporet!
Skriftlig eksamen
Til den skriftlige eksamen skal du sørge for at komme i god tid. Orienter dig i lokalet og find dig godt til rette på din plads. Pak de ting ud, som du ved, du vil få brug for. Læs opgaven igennem og disponer din tid. Tænk over, hvor mange spørgsmål, der er, og hvor lang tid, du kan bruge på hvert spørgsmål. Hvis du kører fast i noget, så lad det ligge og gå videre til noget andet. Så kan du vende tilbage senere med friske øjne.
Vælg også noget tøj, som du føler dig godt tilpas i. Husk, at du skal sidde ned i lang tid til en skriftlig eksamen, så tøjet skal også være behageligt at sidde i.
Online eksamen
En online eksamen er på mange punkter ligesom en almindelig, mundtlig eksamen. Du skal ligesom til en normal eksamen have forberedt dig grundigt inden, og have sat dig ind i både studieordningen og eksamensrammen, så du ved, hvad der forventes af dig.
Selvfølgelig foregår en online eksamen lidt anderledes end en normal eksamen. Udskiftningen af det fysiske rum med et virtuelt gør, at du skal fokusere og lægge vægt på lidt andre ting end du normalt ville skulle gøre.
Efter eksamen
Eksaminators og censors feedback er deres input til, hvordan du kan hæve dit faglige niveau. Husk på, at det ikke er en personlig kritik, hvis noget ikke går så godt. Det er ikke dig som person, der er noget galt med. Når eksamen er kommet lidt på afstand, så sæt dig ned og overvej, hvad der gik godt og mindre godt, og hvad du eventuelt kan gøre anderledes næste gang. Har du været til gruppeeksamen, så er det en god idé at evaluere jeres feedback sammen. Måske er der noget ved eksamen eller feedbacken, der er uklart for dig, og som dine gruppemedlemmer kan uddybe for dig. Eller omvendt.
Eksamensråd
Nervøsitet går hånd i hånd med eksamen, og det er de færreste studerende, der ikke oplever én eller anden form for nervøsitet i forbindelse med særligt den mundtlige eksamen. Vi har snakket med en række studerende på EK, og fået deres bud på, hvordan de tackler nervøsitet og den mundtlige eksamen.
Se videoen og få et par gode råd til, hvad du selv kan gøre - måske kan du spejle dig i det de fortæller.
Ingen er i hvert fald alene med nervøsitetsfølelsen!