Klager
Du har som studerende ret til at klage over eksamener og andre afgørelser, EK træffer.
Du har som studerende på EK ret til at klage over en eksamen eller prøve, hvis du fx mener, at eksamensforløbet er fejlbehæftet eller bedømmelsen er forkert. Det kan fx være, at du mener, at du ikke er blevet eksamineret i overensstemmelse med studieordningen.
Du kan også klage over andre forhold, hvor EK har truffet en afgørelse, fx om optagelse, udskrivning, genoptagelse, orlov, dispensation, merit og bortvisning.
Før du vælger at indsende en klage, er det en god ide at overveje, hvad du præcist vil klage over.
Hvis du har spørgsmål, kan du kontakte klageteamet via Serviceportalen.
Sådan klager du på EK
På serviceportalen kan du oprette en eksamensklage eller andre klager til teamet. Dette gøres ved at klikke på og udfylde felterne under enten ’Andre klager og spørgsmål’ eller ’Opret eksamensklage’.
Hvis klageteamet har brug for mere information for at behandle din klage, kontakter de dig.
For klager over eksamen kan du læse mere konkret nedenfor.
Klage over eksamen
Du har mulighed for at indsende en skriftlig klage over en eksamen. Klagefristen er senest to uger efter, at du har fået karakteren meddelt. Eksamensklagen skal sendes via Serviceportalen.
Du kan klage over retlige og faglige spørgsmål herunder prøveforløbet ved en eksamen. Hvis du ønsker at klage over en løbende prøve, skal klagen indleveres som led i en klage over eksamen i uddannelseselementet.
Hvis der er tale om faglige spørgsmål, forelægger EK klagen for bedømmerne, som inden for normalt to uger skal afgive en udtalelse om de faglige spørgsmål i klagen. Juli måned indgår ikke i beregningen af fristen. Herefter får du lejlighed til at kommentere på udtalelsen inden for en frist på normalt en uge. På baggrund af klagen, bedømmernes udtalelse, og dine kommentarer træffer EK en afgørelse i sagen.
Klager over afgørelser vedrørende merit
Hvis du har fået helt eller delvist afslag på din ansøgning om merit eller forhåndsmerit, har du mulighed for at klage over denne afgørelse.
Hvis du ønsker at klage over et afslag eller et delvist afslag på din meritansøgning, skal du sende en skriftlig klage ved at oprette en sag på Serviceportalen. Du kan klage over faglige spørgsmål i afgørelsen, hvis du er uenig i, hvor meget eller hvor lidt merit eller realkompetence, du har fået anerkendt enten i forhold til dele eller delelementer af uddannelsen eller i forhold til adgangskrav på uddannelsen.
EK skal modtage din klage senest 4 uger efter du har modtaget den afgørelse, du ønsker at klage over. EK vil se på din sag igen, og hvis afgørelsen fastholdes, sendes sagen med EK´s begrundelse herfor samt øvrige akter i sagen til Kvalifikationsnævnet, der er en uafhængig klageinstans under Uddannelses- og Forskningsministeriet. Kvalifikationsnævnet består af fagpersoner.
Kvalifikationsnævnets beslutning vil blive meddelt direkte til dig. Denne afgørelse kan ikke ankes.
Du kan læse mere om klager over merit på Uddannelse- og Forskningsministeriets hjemmeside.
Klager over afgørelser truffet af EK
Du kan klage over en afgørelse truffet af EK, hvis du mener, at gældende ret ikke er overholdt. Dette vil være en klage over retlige forhold.
Retlige forhold kan eksempelvis være, hvis du mener, at reglerne for uddannelsen, reglerne i forvaltningsloven eller anden lovgivning eller forvaltningsretlige principper ikke er blevet fulgt f.eks. at
- Der er indhold i klagen, som ikke er blevet taget med i vurderingen af sagen og som skulle have været det
- Der er lagt vægt på forhold, der ikke må lægges vægt på, jfr. lovgivningen
- Der er faktuelt forkerte oplysninger i sagen.
Klage over retlige forhold ved en afgørelse kan indbringes for Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.
Send din klage over retlige forhold ved at oprette en sag på Serviceportalen.
EK vil videresende din klage til styrelsen med en sagsfremstilling skrevet af EK. Du vil få mulighed for at kommentere på sagsfremstillingen inden afsendelse.
Vær opmærksom på, at en retlig klage over en afgørelse truffet af EK ikke har opsættende virkning på afgørelsen eller gør afgørelsen ugyldig.
Hvis du f.eks. klager over at have fået afslag på en dispensation, står denne afgørelse ved magt og træder i kraft, også selvom du har klaget over den.
Hvis Uddannelses- og Forskningsstyrelsen efterfølgende finder fejl ved afgørelsen, genoptages sagen.