Årets EK-praktik
Fortæl din historie – vind anerkendelse, synlighed og få chancen for at vinde 10.000 kr. og løb med titlen Årets EK-praktik i 2027.
Praktik spiller en afgørende rolle for Danmarks erhvervsakademier. Praktik er med til at bygge bro mellem din uddannelse og din fremtidige karriere, og derfor er praktik en fast del af alle vores uddannelser på EK.
Vi vil gerne fejre det gode praktikmatch, og derfor afholder vi hvert år Årets EK-praktik. Det gør vi for at sætte fokus på de værdifulde erfaringer, praktikophold giver, og for at hylde de virksomheder, der hjælper studerende med at omsætte teori til praksis og få en fod indenfor på arbejdsmarkedet.
Vinderen af Årets EK-praktik modtager 10.000 kr. og går videre til landsfinalen, hvor studerende fra Danmarks 7 erhvervsakademier kæmper om at vinde DM i praktik for erhvervsakademier.
Du indstiller din praktikvirksomhed via formularen her på siden. Formularen er kun åben i en begrænset periode (7. oktober 2026 - 26. marts 2027).
Derfor skal du indstille din virksomhed
- Anerkend din praktikvirksomhed og giv dem et stærkt skulderklap for at skabe reelle læringsmuligheder
- Få personlig anerkendelse og mulighed for at vinde 10.000 kr. og titlen som Danmarksmester i praktik
- Giv din praktikvirksomhed national synlighed
- Styrk dit CV og dit netværk ved at reflektere over dit praktikforløb
- Få en sjov oplevelse, hvor du med din faglighed er i centrum.
Indstil din praktikvirksomhed til Årets EK-praktik
Din indstilling skal give et godt indtryk af, hvorfor din praktik har været noget særligt.
Jo mere uddybende den er, og jo flere eksempler, du har med, jo større er din chance for at vinde. Skriv derfor hellere for meget end for lidt.
Indstillingerne bliver bedømt ud fra følgende tre kriterier:
- Din personlige og faglige udvikling i praktikken
- Dit samarbejde med kollegaer og det sociale miljø i praktikvirksomheden
- Dine evner til og muligheder for at omsætte teori til praksis i virksomheden
Du indstiller din virksomhed til prisen som Årets EK-praktik 2027 ved at udfylde formularen herunder. Formularen skal udfyldes senest 26. marts 2027.
Indstil din praktikvirksomhed
Datoer for årets indstillinger
Formularen åbner:
7. oktober 2026
Sidste frist for indstillinger:
26. marts 2027
Processen for indstilling, nominering og kåring
Årets EK-praktik kåres hvert forår og er baseret på indstillinger fra både forårspraktikken samme år og efterårspraktikken året forinden.
Og de nominerede er …
Ud fra indstillingerne bliver der udvalgt fem nominerede.
De nominerede bliver efterfølgende kontaktet af EK's kommunikationsafdeling, der hjælper med at formidle deres historie, så de kommer til at fremstå professionelle i det materiale, der bliver lavet.
Der produceres en artikel og en video om de fem nominerede og deres virksomheder, som bliver delt på EK's sociale medier og her på mit.ek.dk.
Uanset om du er nomineret eller ej, er det, at du indstiller, et kæmpe skulderklap til din virksomhed.
Kåring af Årets EK-praktik
Ud fra indstillingerne finder en ekstern jury frem til, hvem der fortjener at vinde prisen som Årets EK-praktik.
Vinderen bliver kontaktet med den gode nyhed. Der bliver herefter skrevet en vinderartikel om dig og din praktikvirksomhed med udtalelser fra juryen. Hvis du vinder, er du og din praktikvirksomhed også gået videre i konkurrencen om at vinde DM i praktik.
Det er den nationale konkurrence, hvor vi skal finde den bedste praktik på tværs af landets erhvervsakademi. Du kan læse mere om DM i praktik nedenfor.
Du kan også vinde DM i praktik
Alle erhvervsakademier i Danmark kårer hvert år den bedste praktik. Det gør vi, fordi praktik er noget særligt på erhvervsakademier. Som den eneste type uddannelsesinstitution er praktik i erhvervslivet nemlig en fast del af alle uddannelser.
DM i praktik er med til at sætte fokus på de vigtige og værdifulde erfaringer, praktikophold giver. Samtidig vil vi gerne hylde erhvervslivet og anerkende de virksomheder, der tager erhvervsakademistuderende i praktik - og dermed hjælper dig og dine medstuderende med at omsætte teori til praksis og få en fod indenfor på arbejdsmarkedet.
Vinderen af Årets EK-praktik går sammen med sin praktikvirksomhed videre til landsfinalen DM i praktik, som foregår i juni. Her dyster alle landets erhvervsakademier om at vinde prisen for den bedste praktik. Vinderen af DM i praktik får titlen som Danmarksmester i praktik – og hovedpræmien på 10.000 kr.
En ekstern jury, som typisk består af profilerede erhvervsfolk og politikere, vil ud fra præsentationerne vælge og kåre vinderen af DM i praktik.
Spørgsmål?
Har du spørgsmål til Årets EK-praktik, kan du kontakte din praktikvejleder, praktikkoordinator eller EK Kommunikation på kommunikation@ek.dk.